Monday, 7 March 2011

For Guld og Ære Kæmper Vi Alle - Projekt Krigslive VII

Hej igen. 

Så er foråret endelig kommet til Danmark med alt hvad der tilhører - godt vejr, ingen sne, påskeliljer og forberedelser til Krigslive.

Nu sidder du måske og tænker: "hvad er Krigslive og hvad har det med foråret at gøre?". Tja, Krigslive er et stort rollespil med ca. 300-500 deltagere, og det syvende spil i rækken skal afholdes til maj i Momhøje Naturcenter ved Kibæk i Vestjylland. Konceptet er simpelt: 2 mægtige hære fra Warhammer-universet mødes og kæmper i et par dage, oftest sluttende i ét kæmpestort mark-slag.

I år er arrangørerne gået et skridt videre, og har udvidet konceptet med en ingame rollespilsby i håb om at få mere rollespil og mindre hack'n'slash over arrangementet.

Sidste år spillede jeg vikingen Katla Ragnarsdatter for Norsca-siden, men i år skal jeg spille byens skrædder, Emma Schneiderstochter. Og da mit vikinge-outfit fra sidste år måtte lade livet til ære for en ny og dejlig strudhætte og for øvrigt ikke kunne have været brugt, er jeg nu i fuld gang med kostumer til mig selv og min veninde, Trine, som ligeledes skal spille i byen.

I år er det Marienburg mod Kejserriget, og tøjet er derfor inspireret af Tyskland og Italien ca 1450-1600.

Hvert kostume kommer til at bestå af en underkjole (eller chemise som det faktisk hedder), en partlet (en slags krave), en 1500-tals middelstands-kvindes kjole og et forklæde.

Stoffet er købt ind og noget af det er pt i vaskemaskinen, mønstret på kjolen er købt, min symaskine har lige fået ny nål, og jeg har snart læseferie! Men indtil da kan I lige så godt se på nogle af disse skønne billeder, jeg har brugt som inspiration.



Disse 3 kjoler er alle lavet efter det mønster jeg har købt. Min venindes bliver brun og min bliver blå.


Denne kjole er fra samme periode, men ikke det samme mønster. Jeg kan især godt lide at ærmerne kan tages af.

Jeg vil smutte igen. Mit stof skal hænges op, så jeg måske kan få startet på chemiserne i morgen.

No comments:

Post a Comment