Friday, 6 May 2011

Update #9 på Projekt Kriglive VII

Siden sidst (altså over de sidste 3 dage) har jeg fået syet yder-overdelen sammen, prøvet den, syet den sammen med foret, lavet en prøve af ærmerne, smidt ærme- og manchet-mønstre ad Pommern til, lavet mine egne, godtaget dem, klippet ærmerne efter det nye mønster og klippet nederdelbanerne.

Ærmerne viste sig, at være rent sagt latterlige. De udgør en smal, lang trapez med en halvkugle ovenpå, er på ingen måde figursyet. Dertil kommer, at de er 15-20 cm for korte. Selv med den brede manchet syet på, var ærmet 4-5 cm for kort.

Så jeg lavede mit eget ærmemønster efter denne vejledning. Det var ret nemt, krævede kun 4 mål: ærmegab hele vejen rundt, overarm- og håndledsomkreds og ærmelængde. Jeg snød lidt, da mit ærmegab var næsten dobbelt så stor som min overarm. For ikke at få for stor "kile" på mønstret fuskede jeg mig til en større overarms omkreds.
Jeg lavede fluks en prøve og syede den til min overdel. Den passer meget godt, er måske en cm eller 2 for lang, men jeg er meget tilfred med mit første forsøg. Jeg har allerede klippet 2 ærmer i mit yderstof, mens jeg stadig overvejer, om ærme-foer er nødvendigt.

Klokken er nu blevet så mange, at jeg ikke burde sy ærmer. Det ender bare galt. Så derfor har jeg forskandset mig i min seng med min dyne, en plade chokolade, en god film og min synål. Jeg har klippet strimler af det røde nælde, der skal pryde overdelen og nederdelen, og vil nu sy dem på i hånden.

Sov godt, folkens!

No comments:

Post a Comment