Sunday, 28 August 2011

Horsens 2011

Først og fremmest vil jeg rette en stor tak til alle de folk, jeg mødte og snakkede med. Det var en helt fantastisk hyggelig dag. Jeg kom hjem med en lille bunke nyt grej, en masse nye bekendtskaber og en masse nye ideer.

Jeg må indrømme, at selve festivallen skuffede mig lidt i år. Pladsen virkede halvtom (et spørgsmål om brandsikkerhed?), og flere kendte boder manglede eller havde et meget mindre sortiment, end normalt. Især Den Sorte Ridder brillierede ved sit fravær (de skulle vist nok have haft transport-vanskeligheder) og Historicum havde kun medbragt stof, og havde altså hverken mønstre, sy-tilbehør, smykker eller keramik-varer med sig. Æv æv.

Til gengæld var der kommet langt flere boder rettet mod børnefamilier, og der blev solgt oceaner af træsværd- og skjolde, neonfarvede jomfrukranse og fugle-fløjter. Området med børne-aktiviteter virkede også større. Dette har måske været et forsøg på at tiltrække flere besøgende, men det er irriterende, hvis det sker på bekostning af mere "voksent" underholdning.

Når vi nu snakker underholdning, kommer måske mit største kritikpunkt: musikken. Hvor var den? Normalt summer pladsen konstant af musik fra utallige scener og pladser, men i år var der kun få, korte indslag, og hele stemningen manglede. Om det skyldes manglende sponsorer eller et bevidst valg om færre udendørs koncerter og flere kirke-koncerter vides ikke, men jeg så gerne noget mere og bedre musik til næste år.

Til gengæld så man i år mange gode gøglere og et kæmpe flagkaster-korps, hvilket virkede rigtig godt.

Pyha. Det var vist mere eller mindre den kritik, jeg havde. Og nu: billeder!

Først nogle billeder af mine indkøb!

2 sæt bjælder, 1 rød og 1 sort. De larmer pænt meget.

Et sæt bjælder, lavet i brunt læder og med mere rustikke bjælder. Larmer ikke helt så meget.

Halskæde med troldekors. Troldekorset beskytter den rejsende mod trolde og andre farer. Troldekorset er lavet i jern og måler ca. 3,5*2,0 cm.

Kam lavet i ben. Kammen måler ca. 14,0* 5,5 cm

Derudover fik jeg taget nogle billeder til festivallen!
(Hvis folk ikke vil vises her på bloggen, kan man sende mig en mail, og billedet kan fjernes)

Flagkasternes tromme-slagere.

Bryllups-optog.

Tim/Borgsnogen/Theodor von Essen. 
 




Vi ser på tasker og bælter sammen med Henrik og Mette.

Madicken og jeg på pizzaria. 

Frank Emil (i midten) og Brian (til højre) sammen med en flok gale gøglere.

No comments:

Post a Comment