Thursday, 15 March 2012

Jagten På Den Perfekte Sweatshirt

En sweatshirt er nemlig ikke bare en sweatshirt.

Den perfekte sweatshirt er løstsiddende uden at være over-size, men skal samtidig falde blødt om ens kurver uden at være figursyet. Ærmerne skal kunne være både lange og 3/4 længde, men skal samtidig kunne trækkes ud over hånden, hvis det bliver koldt. Ribkanterne skal sidde til, men ikke være hverken for løse eller stramme. Halsudskæringen skal være rund, men må ikke være hverken for høj eller dyb.

Det er altså ikke helt ligetil, at finde den perfekte sweatshirt. MEN - når det er sagt, så har jeg fundet den. Problemet er bare, at de koster fra 600 kr. og opefter. Lad mig præsentere "Beach Baggy Jumper" fra Wildfox Couture:



Men, som du sikkert allerede har gættet, er jeg for nærrig til at give 600 kr. for en sweatshirt. Især, når jeg har et klædeskab fyldt med jersey og isoli, som snildt kan trylles om til noget lignende. Nu er der bare 1 problem - hvilket mønster skal jeg bruge? 

Jeg har kigget i blade fra Burda, Knipmode (hollandsk), Lea (tysk), Ottobre (svensk) og Sabrina (tysk) og har gennemsøgt kataloger fra Butterick, Burda, Simplicity og McCalls og set på CD-mønstre - uden held. Der er simpelthen ingen af de store firmaer, som vil bruge tid på at lave en HELT ALMINDELIG SWEATSHIRT. 

Men så snakkede jeg med min mor, og hun foreslog at kigge på lutterloh, da hun tidligere har haft stor succes med deres basis-dele. 

Så bladrede jeg igennem vores Lutterloh-katalog, og fandt faktisk en del gode bud på den perfekte sweatshirt: 

Nr 1: Sweatshirt med lange raglanærmer og franske brystindsnit. Jeg ville nok gøre halsudskæringen en anelse dybere og lave en almindelig rib-kant i hals og ærmer og evt. fjerne indsnittet.

Ne 2: Sweatshirt lavet som kombination af de 2 tegninger, med franske indsnit, rund udskæring, lange ærmer og ribkant forneden. Jeg ville evt. tage lidt af længden.  

Nr. 3: Sweatshirt med kimono-ærmer. Jeg ville nok lave ribkanter i hals, ærmer og nedre kant. Jeg kunne også finde på at skære mønstret over lige under skulderen og lege at resten af ærmet har almindelig ærme-trådretning, som man ser det på mange sweatshirts i butikkerne for tiden. 

Nr. 4: Sweatshirt med sunkne 3/4 ærmer med wienerlæg og sløjfe ved halskanten. Jeg ville måske gøre halsudskæringen en anelse dybere. Bare lidt.

Nr. 5: Sweatshirt med 3/4 raglan-hybrid-ærmer, brystindsnit, ribkanter og dyb v-udskæring. Jeg ville lave udskæringen rund og lave ribkant forneden. 
Nr. 6: Sweatshirt med almindelige lange ærmer og høj hals. Jeg ville tegne en ny halsudskæring og lave ribkanter. 

Jeg overvejer dem alle til mine ensfarvede stoffer og nr. 3 og 4 til mit stribede stof. Til mit mønstrede stof overvejer jeg, at tage kroppen fra nr. 6 og sætte sammen med ærmerne fra nr. 2 lavet til 3/4 længde. 

Jeg kunne i princippet også kopiere en sweatshirt, jeg allerede har, eller lave et nyt mønster fra bunden, men Lutterloh laves også efter mål, og synes derfor, at være det bedste udgangspunkt. 

Hvad synes du? Hvilket af de 6 Lutterloh mønstre kan du bedst lide?

No comments:

Post a Comment